Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Referat 31.05.2023

Deltagere: Vagn Jensen, Kirstine Frøsig Pedersen, Thomas Priskorn, Rikke Nygaard, Nanna Holt Jessen, Tjalfe Stenild Arnstrup, Jeanette Bachmann, Christina Hald Bramsen, Laura Møberg, Bjørn de Place, Heidi Olsen.

Fraværende:

D: Drøftelse

B: Beslutning

O: Orientering

Punkt 1 – O/D - Nyt fra elevråd.

  • Vi havde besøg af to elevrådsrepræsentanter fra 5. årgang, der fortalte lidt.
  • Der er møder hver anden måned i elevrådet, hvor aktuelle emner tages op. Det har fx været undersøgelse af muligheden for at få kønsopdelte toiletter (et ønske fra især pigerne på mellemtrinnet) og hjælpepatrulje samt planlægning af vagter dertil. Hjælpepatruljen består af elever fra 5. årgang, der skiftes til at være sammen med indskolingsbørnene i frikvartererne og hjælper med fx at sætte lege i gang. Hjælpepatruljen kan genkendes på selvlysende veste, som de selv har lavet i Makerspace. For at vi sikrer hjælpepatruljens overlevelse, er det bestemt en struktur, så de kommende 5. klasser i løbet af skoleåret får mulighed for at overtage indsatsen. Skolebestyrelsen gav udtryk for, at de sætter pris på hjælpepatruljen.
  • Elevrådet vil gerne have det nye skur mellem klynge A og B malet i forskellige farver.
  • De to repræsentanter gav udtryk for, at frikvartersklubben giver god trivsel til dem, der bruger den.
  • Elevrådet har tidligere været en del af antimoppestrategien. Næste gang den skal revideres, skal vi huske at inddrage elevrådet igen.

Punkt 2 – O/D - Nyt fra skoleleder/formand, forældre og skole.

Skoleleder/formand:

  • Førskolen – kan starten på dagen tænkes anderledes

En forælder har oplevet flere førskolebørn, der har været kede af at skulle komme i skole. Kunne det være en idé at de ikke skulle være med til morgensang? Eller at der flyttes rundt på en af de øvrige klasser, så førskolen kan være i et lokale i Klynge A?

Skole:

  • Proces omkring fraværsindsats – retningslinjer.

Der er lavet en retningslinje i LMU, fordi der er fokus på elevers fravær. Det kan have en betydning, at vi som skole er stringente i vores måde at føre fravær på. Vi har endvidere haft besøg af to af kommunens konsulenter for at kvalificere arbejdet med retningslinjen. Vi havde en drøftelse om selve registreringen og særligt om registreringen af ekstraordinær frihed. Der kom et forslag om, at skolen kan skrive ud med særlige uger, hvor vi gerne vil have at forældrene prioriterer skolen. Samtidig er der forståelse for, at familier har forskellige årsager til at bede om ekstraordinær frihed.

Ved elever med højt fravær kontakter en af elevens lærere de pågældende forældre for at gøre opmærksom på omfanget og mulig konsekvens af højt fravær.

  • Personalesituation: vikarer, førskolepersonale.

Fremover orienteres om nyansættelser af vikarer og nye personaler til forældrene i ”Nyt fra ledelsen”. Udgifterne til vikarerne er faldet en del de seneste måneder, fordi vi har dækket internt.

  • Fagfordeling

Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der skal være dansk- og matematiklærere i alle klasser.

Forældre:

  • Klassestørrelser på Bavnehøjskolen – fordele/ulemper.

Nanna har fået en henvendelse fra en forælder vedr. klassestørrelser. En kommentar fra et bestyrelsesmedlem var, at det også kan blive for småt. Skolen løser høj klassekvotient ved at have en del to-lærertimer i de klasser, så der er mulighed for holddeling.

  • Der har også været en forældrehenvendelse om eventuel klassesammenlægning, der hvor klassekvotienten er lav.

Der tages individuel stilling og vurderes, hver gang vi etablerer nye klasser.

  • Lærerskift.

Vi forsøger at minimere lærerskift, men vi kan som regel ikke undgå at skulle flytte rundt, når der opstår noget uforudset blandt medarbejderne.

Punkt 3 – O/D – Skolebestyrelsen generelt.

Hvordan kan vi mærke at arbejdet i skolebestyrelsen giver aftryk i skolen! Bl.a. bevægelse i skolen, IT (skærm) m.m.

Drøftelse rundt om bordet, hvor bl.a. følgende kom frem:

  • Afvejning: hvor meget skal vi som forældre sætte aftryk? Der blev brugt ”skærm” som eksempel. Burde det have været skolebestyrelsen, der havde skrevet noget ud om det til de øvrige forældre?
  • Vi sætter aftryk med ”need-to” opgaver.
  • Vi er talerør for de øvrige forældre, hvor vi samler meget op til videre drøftelse.
  • Vi har sat aftryk i personalegruppen med emner, der er blevet talt om.
  • Hvad mon har virket, af det der er blevet talt om?
  • Større emner efterlyses, så skolebestyrelsen ikke skal høre og tale om alt det lavpraktiske, fx et emne pr. møde, så vi kan få nogle længere drøftelser.
  • Er der for meget information på Aula? Er der for lidt?
  • Det er godt at vide, hvad der foregår på skolen. Det er en vigtig kultur at bevare.
  • Det er godt at få talt om de små ting på skolebestyrelsesmøderne.
  • Kunne brugen af Aula drøftes på et større møde? Eller brugen af skærm?
  • Der er flere lærere, der skriver bevægelse ind i ugeplanen.
  • Kunne det være en idé at der friholdes et par møder i kommende skoleår, der er forbeholdt større emner?
  • Hvordan kan vi sikre, at de vigtige beskeder når frem til forældrene i Aula?
  • Kommunens dialogmøde har affødt flere drøftelser i skolebestyrelserne.
  • Kan vi være skarpere i ”Nyt fra ledelsen” med at fortælle om skolebestyrelsens arbejde.

Punkt 4 – O/D/B – Skolemad.

Evaluering af nuværende tilbud som har kørt i knap 4 måneder.

Hvad fungerer? Hvad udfordrer? Vi skal have taget en beslutning om, hvorvidt det er det rette tilbud.

  • Bjørn har talt med flere elever om deres mening om skolemaden. Eleverne kan generelt godt lide maden. Det er i den dyre side.
  • Der er et lille udvalg, der er glutenfrit.
  • Kunne man lave et samarbejde med de omkringliggende skoler, hvor man evaluerer leverandøren fx årligt?
  • Det er vigtigt, at der er en mulighed for at bestille mad.
  • Konklusion. Vi fortsætter med nuværende tilbud i kommende skoleår.

Punkt 5 – O/D/B – Meddelelsesbog.

År 1, hvilke erfaringer har vi gjort os? Vi skal beslutte, om vi i skolebestyrelsen vil udarbejde et nyt, selvstændigt princip for arbejdet med meddelelsesbog, eller om det kan integreres i det bestående om skole-hjem-samarbejdet. Vedlagt er ledelsens udstukne rammer for meddelelsesbogen.

Alle elever får en meddelelsesbog (MB), inden skoleåret er omme. På skolen har vi brugt en del tid på at drøfte udformning og hvordan den kan ligge op til en dialog med forældre. Det er vigtigt, at der anlægges et ressourcesyn i MB. Ledelsen har haft et par eksempler med til et ledermøde i kommunen.

Kommentarer:

  • Generel god modtagelse af MB med et ressourcesyn.
  • MB er en god måde at få en skolesnak med sit barn.
  • MB afløser elevplanen og af formkrav er der få fokuspunkter.
  • Tanken er at skole/hjemsamtalen og MB skal supplere hinanden, og kan evt. udfyldes til skole/hjemsamtalen i fællesskab.
  • Der er flere elever, der har evalueret sig selv, som er blevet vedlagt MB.

Det blev besluttet, at MB integreres i det bestående princip for skole/hjemsamarbejdet og skal efterfølgende godkendes af bestyrelsen.

Punkt 6 – O/D/B – Orientering om årsmøde.

Årsmøde inden sommerfest d. 8/6.2023

  • Årsberetning - Nanna
  • Hvad rører sig på skolen lige nu - Bjørn
  • Spg. fra forældre

Varighed 17.00-17.00.

Vi skriver en reminder på fredag i ”Nyt fra ledelsen” om årsmøde og tidspunkt.

Input til Nanna:

  • Tankevækkende, at det er så svært at hverve folk til bestyrelsen.
  • Ingen mobil på lejrskole
  • Klassestørrelser
  • Skolebestyrelsen er kulturbærende, bl.a. fordi vi er så lille en skole.
  • Der er plads til alle, uden at man nødvendigvis er på Aula.

Punkt 7 – O/D – De 2 beskrevne punkter fra Bjørn.

Skolevej og åben skole.

  • Kunne disse punkter gøre at mødelængden minimeres ved at der skrives derom? Det har Bjørn forsøgt.

Mulighed for opklarende (korte) spørgsmål til det skriftlige materiale.

  • Når der spilles tennis, bruger vi banerne i tennisklubben. Det foregår ofte i idræt. Vi har mulighed for at få instruktør på.
  • Cykelstier på Skovvangsvej nede fra Vesselbjergvej: er der noget i støbeskeen?

Det kunne være en opgave for skolebestyrelsen at arbejde videre for sikker vej nede fra Vesselbjergvej.

Bjørn skriver et forslag til næste skolebestyrelsesmøde, hvor der gøres opmærksom på, hvor farligt det er at krydse Vesselbjergvej.

Punkt 8 – Skolebestyrelsesmøder kommende skoleår.

Mødetidspunkter næste skoleår:

  • Tirsdag uge 35 - 29/8.23 – kl. 19 – 21.            
  • Torsdag uge 38 - 28/9.23 – kl. 19 – 21.
  • Onsdag uge 43 - 25/10.23 – kl. 19 – 21.
  • Mandag uge 48 - 27/11.23 - kl. 17 – 20.
  • Torsdag uge 2 - 11/1.24 – kl. 19 – 21.
  • Tirsdag uge 9 - 27/2.24 – kl. 19 – 21.
  • Mandag uge 16 - 15/4.24 – kl. 19 – 21.
  • Onsdag uge 22 - 29/5.24 – kl. 17 – 20.

Punkt 9 – Evt.

Input til næste møde s. 29/8.2023:

  • Meddelelsesbogen
  • Aula-kommunikation til en større drøftelse på et senere møde.

 

Ønskeliste til kommende møder:

  • Planlægning og revision af principper mv.
  • Fraværsregistrering